Værd at se Museer Eventyrture Overnatning HomeCars Pressekontakt
 
 
 

Danmarks smukkeste købstad

 
 

Svaneke på Bornholm er blevet kåret af danskerne til Danmarks Smukkeste Købstad. Konkurrencen er udskrevet af Bygningskultur Danmark for at sætte fokus på de historiske bykerners kvaliteter, og i alt 15 byer har dystet om den fornemme titel.. Udover vinderbyen var Ebeltoft, Ribe, Helsingør og Præstø med i top 5.
”Svaneke er en eksemplarisk og værdig vinder af konkurrencen. Det har krævet en aktiv indsats fra både borgere og myndigheder at sikre, at byens historiske miljø ikke over tid har mistet sin særlige atmosfære og charme.
Det ses tydeligt i Svanekes bybillede, at man har tænkt sig godt om og været bevidst om, at selv små ændringer på facader, skiltning og belægninger skal indgå i en samlet helhed. Bymidten emmer af smukke og historiske detaljer, med de store købmandsgårde i bindingsværk som kronen på værket.
Sans for byens historie og ånd

Med kåringen af Danmarks Smukkeste Købstad ønskede Bygningskultur Danmark at fremhæve nogle af de byer, der har set potentiale og værdi i at bevare de oprindelige middelaldermiljøer. Byer der samtidigt har brugt disse miljøers kvaliteter aktivt til at fremme både erhverv, turisme og bosætning.
Stort set alle de byer, der var med i konkurrencen om at blive Danmarks Smukkeste Købstad, har netop ved borgernes og kommunernes store indsats har været i stand til at bevare de gamle bykerners charme og autenticitet. Og det er den helt rigtige strategi i en tid, hvor det især for Danmarks yderområder gælder om at være med helt fremme for at tiltrække nye borgere, virksomheder og turister,” siger Birthe Iuel.
Det er en af landets mindste købstæder, som nu også kan bryste sig af at være landets smukkeste. Med 22 procent af stemmerne ligger Svaneke foran Ribe og Ebeltoft med henholdsvis 18 procent og 14 procent af stemmerne. I alt har 15.000 danskere stemt i konkurrencen.

Udforsk Danmarks smukkeste købstad
Svaneke er en smuk by og er endda blevet kåret som Danmarks smukkeste købstad. Byen ligger på den bornholmske østkyst - lige der, hvor kysten 'knækker' sydover mod Nexø. 
Mange betegner Svaneke som en kulturby, da mange kunstnere, musikere og forfatter ofte besøger byen eller bor der fast. Byen har sin egen skole, hvilket skaber liv året rundt. Generelt er Svaneke en initiativrig by og er derfor en af de mest velbesøgte byer på Bornholm. 
Svaneke Torv
Torvet i Svaneke er et naturligt samlingspunk for den lille by med omkring 1100 indbyggere. På torvet er der marked stort set hver lørdag, hvor primært kunsthåndværkere udstiller sine værker. 
Ved og omkring Svaneke Torv er der gode muligheder for at få stillet sulten eller slukket tørsten. Her finder du et bageri, chokoladeri, ismejeri, bolcheri, Søllings Bodega, Svaneke Bryggeri og flere restauranter.
Går du fra torvet og ned mod havnen, kommer du til Glastorvet. Her er ingen biler, hvilket giver en anden ro. Her kan du finde udendørsserveringer i solen og i læ for en eventuel østenvind.
Svaneke Havn
Nede ved havnen kan du opleve byens sidste fisker, som fortsat fisker og sælger fra kajen. Går du til venstre mod Listed i nord, kommer du til et nyt havnebad. Mange lokale kommer her særligt om morgenen. Om sommeren er det primært unge mennesker, der benytter sig af rampen.
Længere henne langs kysten, har byen efterhånden fået et mindre mad-mekka. Her kan du købe fish & chips, is m.m., som kan nydes ved klipperne.
Går du i stedet til højre, når du kommer til havnen, vil du komme til Hullehavn. Hullehavn er en gammel havn, der nu mere benyttes som det foretrukne badested og strand for lokale og turister.

Svaneke Kirke
Kirkerne på Bornholm er typisk hvidkalkede eller granitfarvede som Aa Kirke, Klemensker Kirke og andre. Undtagelserne er Allinge kirke, som er kalket gul og mod øst Svaneke Kirke, som er rødkalket.
Beliggende tæt ved havet hører den ikke til førstegenerationskirkerne, men går som Rønne Kirke tilbage til 1350, og er som den begyndt som et kapel. Og som Rønne Kirke har hørt til Knuds Kirke, har Svaneke Kirke altid hørt under Skt. Ibs Kirke, som var den gamle kirke, og har altid delt præst med Skt. Ibs Kirke.
Oprindelig var kirken blot et langhus p 10,5x9 meter, hvor altret stod i skibets østende. Senere blev tilføjet et lidt bastant og massivt tårn mod vest, og i 1881 blev kirken forlænget mod øst, og tilbygningen ender nu med en haldrund apsis.
Tårnet, som nok er fra 1500-tallet, havde oprindelig et sadeltag over klokkestokværket af bindingsværk, men fik i 1789 sit høje spåntækte spir.
Kirken har i århundreder ved syd- og nordindgangen været forsynet med to tilbyggede våbenhuse af bindingsværk.  De er imidlertid nedbrudt i 1837, og hovedindgangen er nu i tårnets nordside, ud mod byen. Det nordre våbenhus har foruden at være indgang til kirken haft en noget usædvanlig funktion, idet der en overgang i det 18. århundrede var krudtmagasin på dets loft. Af det søndre ses der udefra endnu svage spor, hvor dets tag var bygget sammen med kirkens murværk.
Så længe de 2 våbenhuse eksisterede, var det nuværende våbenhus i tårnrummet endnu en del af selve kirkerummet. Hernede stod bl.a. døbefonten. Det var altså en indskrænkning af kirkerummet, der fandt sted, da man i 1837 tilmurede den rundbuede åbning, der forbandt de 2 afdelinger.
Over tårnets smukke og slanke spir er en vindfløj, smykket med byens vartegn, en forgyldt svane.
Ved kirkens tilbygning eller forlængelse i 1881 blev kirken gennemgående renoveret under ledelse af arkitekt Mathias Bidstrup, og interiøret fornyet. Man havde dengang ikke helt vor tids pietetsfølelse for det gamle. Af hovedinventaret er kun prædikestolen i barokstil af ældre dato, nemlig fra 1683. En beskrivelse fra 1857 nævner, at den var anbragt over altertavlen; men dette har ikke været dens oprindelige plads.
Den tidligere altertavle, der beskrives som ”Et billedhuggerværk, smukt malet og forgyldt” blev i forbidelse med renoveringen kasseret og erstattet af et nyt, nemlig et maleri fra 1882 af Anton Dorph, forestillende Jesus og synderinden. Samme alder og motiv som alterbilledet i Rø Kirke.
Døbefonten er ejendommelig derved, at den er drejet af egetræ. Den er ret ny, men svarer nogenlunde til en tidligere font. Dåbsfadet af messing er fra 1955. Den store lysekrone blev skænket til kirken i 1673.
I anledning af byens 400 års købstadsjubilæum I 1955 blev kirken igen renoveret i lidt dristige og spændende farver, som er med til at give kirken liv. Da fik kirken også som en donation et nyt, godt orgel. Og der er ved kirken både et godt kor og et fint og spændende  koncertliv.
Langs kirkegårdsmuren er der opstillet en del gamle, smukke sandstens gravminder. En del af disse sten har været fjernet fra kirkegården ved gravenes sløjfning, men er senere genfundet forskellige steder i byen, hvor de anvendtes som brønddæksler eller trappesten. Der kan stadig genfindes gravsten, som på den måde bliver bevaret for eftertiden.

 

 
 
Aalborg Aarhus Aasum Ærøskøbing Assens Bogense Den fynske Landsby Den gamle by
Dragør Dreslette Ebeltoft Faaborg Falsled Frilandsmuseet Gerdasminde Grenaa
Haderslev Helsingør Hjerl Hede Kalundborg Kerteminde Køge Kolding Maale
Mariager Middelfart Nakskov Nordby Odense Præstø Randers Reersø
Ribe Rønne Rudkøbing Skelskør Svaneke Svendborg Viborg Viby
 
idè og webdesign: KRAFTnewmedia.dk