|
I området omkring Nedergade, Overgade og Sortebrødre Torv findes en del af byens ældste huse.
Brostensbelagte gader og bindingsværk bidrager til idyllen og trækker tråde tilbage i tiden.
Ved Bymuseet Møntergården er flere huse og gårdhaver samlet og det bevarede vaskested kan desuden ses ved Odense Å.
H.C. Andersens hus er nok ikke det flotteste, men i hvert fald berømteste af de gamle huse i kvarteret, der befinder sig lige op ad en moderne bymidte med kulturhuset Odeon og byomdannelsen i Thomas B. Thriges Gade.
En del af byens ældste huse er samlet i kvarteret omkring Overgade og Nedergade. Nogle ligger på deres oprindelige adresse, mens andre er samlet i Bymuseet Møntergaarden, der ligger i Overgade 48. Flere steder i denne smukt bevarede del af Odense kan man kigge ind på gårdspladserne i fornemme gamle købmandsgårde, mens kontrasten til den gamle fattigskole gør indtryk.
Ånden fra middelalderen kan rigtig fornemmes i den gamle, brostensbelagte bydel - især i den farverige Nedergade, hvor de skæve og finurlige facader af bindingsværk på deres helt egen måde fortæller en historie om Odense gennem århundrederne.
Følger man det stejle Paaskestræde ned mod Odense Å, er også det rekonstruerede vaskested midt i det grønne med til at gøre historien levende, samtidig med at man befinder sig lige op ad en moderne bymidte i rivende udvikling.
|
|
|