|
Mariager, også kaldet Rosernes By, er en idyllisk by med brostensbelagte gader og gamle bindingsværkshuse prydet med roser. Byen har et bymiljø, der er sjældent i Danmark. Det hele foregår i et afslappet tempo gennem de gamle hyggelige gader. Her er ingen kulisser, alt er bevaret i oprindelig stil og bliver brugt endnu.
Mariager er også en af Danmarks mindste købstæder. Indtil starten af 1400-tallet var Mariager kun et lille fiskerleje og færgested på vejen mellem Randers og Aalborg. Birgittiner-klostrets grundlæggelse i ca. 1446 betød en voldsom opblomstring af handel og håndværk og gav i 1592 Mariager købstadsrettigheder.
På det hyggelige torv ligger det atmosfære fyldte Hotel Postgaarden, hvis ældste bygning er fra 1700-tallet.
Mariager Museum er indrettet i en hyggelig 300 år gammel købmandsgård midt i den gamle klosterby. |
|
|